Slambehandling

Alt slam fra kommunens renseanlæg slutafvandes på Lillerød renseanlæg i centrifuge. Opkoncentreret slam fra Lynge og Sjælsmark renseanlæg køres til slamlagertank på Lillerød hvorefter det slutafvandes sammen med koncentreret slam fra Lillerød.

Det afvandede slam overholder kravene i slambekendtgørelsen til udspredning på landbrugsjord og slammet slutdeponeres derfor på landbrugsjord.

Allerød Spildevand A/S fik et AT-påbud om slamhåndteringen på Lillerød renseanlæg i 2008, hvorfor slammet pt. køres til eksternt mellemdeponi, i container, inden udspredningen. Transporten til/fra og lejen af mellemdeponiet øger driftsudgifterne og der bør bl.a. derfor gennemføres en analyse af om den nuværende slamhåndtering, -lagring og slutdeponering er optimal. Analysen skal gennemføres af Forsyningen Allerød Rudersdal A/S.

Slutdeponering ved forbrænding af det afvandede slam er også vurderet som en mulighed. Der er planlagt revision af den statslige affaldsstrategi og denne revision kan påvirke den fremtidige mulighed for slutdeponering af slam fra Lillerød renseanlæg.

Udbringning af spildevandsslam i Allerød kommune

Spildevandsslam må kun udbringes på landbrugsjord, hvor risikoen for forurening af grundvandet er minimal. Udbringning af spildevandsslam skal undgås inden for nitratfølsomme indvindingsområder, kildepladszoner og øvrige grundvandsdannende oplande.